Hans Christian Hansen, Viggo S. Jørgensen og Henry Luckow-Nielsen

‘Forslag til et Minde for Astronomen og Fysikeren Ole Rømer i Parken ved Aarhus Raadhus’ - Arkitekt Hans Christian Hansen, Arkitekt Viggo S. Jørgensen og Billedhugger Henry Luckow-Nielsen, 1944
Tekst 'Solmotiver- Sofie Højgaard, 2024
Kurateret af Sofie Højgaard

‍

Prospekt består af en serie på ni online udstillinger, der udfolder samtidige spørgsmål gennem tre forskellige perspektiver: nutidige arkitektpraksisser, historiske værker og andre praksisformer. Et prospekt (fra latin: prospectus = udsigt, udsyn) er en topografisk skildring af landskab, byer eller arkitektur. Formatet udvikledes i 1400-tallet og var en saglig og nøgtern gengivelse, der gav overblik og nye udsyn.

Formålet med 'Prospekt' er, at undersøge konkrete problemfelter gennem kunstneriske frembringelser inden for arkitektur. Målet er ligeledes at pollinerer vores arkitekturkultur med perspektiver, der går på tværs af tid og medier.

Hvor de tre første udstillinger i Prospektserien beskæftigede sig byggeriets enheder og formater, beskæftigede de tre næste udstillinger sig med landskab og kontrol. De tre sidste udstillinger i Prospektserien undersøger arkitektur som en mediator for en dynamisk og foranderlig verden, der udover sin primære funktion får en sekundær funktion som formidler af både årstidernes, dagens, eller vejrets subtile og abstrakte fænomener.

Forslag til et Minde for Astronomen og Fysikeren Ole Rømer i Parken ved Aarhus Raadhus vandt en 2. præmie og blev aldrig opført, men får nu et andet liv som værk i den sidste af 9 udstillinger i Prospekt-serien og rollen som mediator af tid, rum og virkelighedssyn. Konkurrenceforslaget foreslår en arkitektur, der er både stedsspecifik, tvetydig og finder et poetisk balancepunkt mellem funktion og betydning.

Stort tak til det Kongelige Bibliotek, særligt Louis Sebastian Bo Jensen for at dykke i arkiverne og hjælp til at afklare rettigheder.
Tak til Visda for at sikre ubegrænsede rettigheder.
Til sidst, Stort tak til Statens Kunstfond for støtte til at muliggøre projektet.

‍

Soltid

(Det er) (...)‘netop gennem de ydre rammer, at virkeligheden antager håndgribelig form som udspændt mellem forestillingerne om kultur og natur. Det er kort sagt i spændingsfeltet mellem disse to, der snart optræder som polære modsætninger, snart gør fælles sag, at virkelighedsbilledet til enhver tid henter stoffet til sit motiv. (Bek, 2010, 277)

I samtidens langsomme opgør med modernismens hegemoni, taler flere stemmer om et igangværende ‘paradigmeskift’ i arkitektur. Et paradigmeskifte er defineret ved et skift i grundlæggende metafysiske antagelser om virkeligheden og det ses i dag ved spirende alternative optikker, såvel som at udgangspunktet for ‘objektiv’ og videnskabelig rationalitet, er i forandring. 

Blivende i Lise Beks analogi, kan dette kaldes et motivskifte, hvor virkelighedens dimensioner med afsæt i forestillinger om natur og kultur forhandles på ny. Gennem formningen af landskaber såvel som byer og byrum dannes de ydre rammer; en fysisk gestaltning, hvorigennem virkeligheden bliver håndgribelig. De ydre rammers form og befolkning har varieret gennem tiderne; Hvor engle, nisser, guder og andre immaterielle eksistensers dimensioner er brast eller forskubbet til tvivlsomme kategorier såsom spiritualitet og mytologi i samtidens kosmogoni, står solen som en gennemgående ledestjerne, ikke på trods af men derimod, på grund af dens omskiftelige position i tidsperiodernes forskellige virkelighedsmotiver. 

Spørgsmålet om, hvorledes solens lys forplanter sig, (hvordan vi aflæser solen kulturelt) synes derfor passende til at belyse skiftende verdenssyn og deraf skiftende arkitektoniske udgangspunkter. Hvorledes solens skiftende placering afspejles i arkitekturen forfølges fra tekstens udgangspunkt; det udstillede værk ‘Forslag til et Minde for Astronomen og Fysikeren Ole Rømer i Parken ved Aarhus Raadhus’ udført af arkitekt Hans Christian Hansen, arkitekt Viggo S. Jørgensen og billedhugger Henry Luckow-Nielsen i 1944. 

Konkurrencen blev udskrevet i anledning af 300 årsdagen for Ole Rømer, astronomen der bestemte ‘lysets tøven’ og indførte den gregorianske kalender i Danmark. Med afsæt i Rømers opdagelse af ‘at lyset behøver tid til sin forplantning’ (Hansen, Hans Christian, Viggo S. Jørgensen og Henry Luckow-Nielsen, 1944) foreslog trioen et solur - et bud hvor lyset, tiden og det jupitære planetsystem, der var forudsætningen for Ole Rømers opdagelse blev forbundet. 

‍

Solmotiver

På konkurrenceforslagets plantegning skitseres solurets midte som en symbolsk jupiter-gnomen. Væbnet med sine klassiske attributter, ørn og tordenkile, afsluttes gnomens spidsvinkel i pladsens centrum; en cirkel med et kryds. Det samme cirkel-kryds design danner grundridset for mange af oldtidens helligdomme, der er orienteret efter både sol og måne. Krydset er i mindesmærkets solur er, såvel som i oldtidens helligdomme, fastsat af de fire kardinal retninger (nord, syd, øst og vest). Krydset forener vinkler i rummet, men også i tiden sådan at disse bygningsværker får en dobbelt betydning som både monument og ur eller kalender. (Mann, 1993, 70)

I bronzealderen var det samme cirkel-kryds symbol centralt. Det symboliserede solen, dens hjælper, (solvogn, hest, fisk, ørn eller slange) og solens bevægelse på een og samme tid - med andre ord, skelnedes der ikke mellem disse tre. (Kaul, 2024) Det var en form-flydende sammenfletning af natur (sol), kultur (solvognsmytologi) og fænomen (bevægelse, tid).

Motivet for bronzealderens virkelighedsbillede var solens rejse hen over og hen under den flade skive, der var menneskets sfærer. Cirkel-kryds motivet, dannede både et diagram for universets opbygning (kosmogram), mytologi (kosmogoni) og grundrids for arkitekturen. I det senere geocentriske verdensbillede, der var baseret på de teorier Ptolemaios og andre af antikkens autoriteter havde udtænkt, vedblev jorden at være universets centrum, men skiftede form fra flad til rund. Først i Renæssancen skete det næste væsentlige skift og solen indtog igen en ny position i verdensbilledet, denne gang som centrum. 

Som solens placering skifter i verdens motiv, forandres arkitekturens opgave også. Med  renæssancens paradigmeskifte skifter arkitekturen fra i middelalderen at have søgt at gøre en metafysisk verden nærværende gennem en symbolsk fremstilling, til at være et udsagn om den virkelighed, der var menneskets egen aktuelle tilværelsesramme, (Nielsen, 2010) Hvor førmoderne arkitektur søgte at formsætte en guddommelig virkelighed, tog renæssancens arkitektur det første skridt til afviklingen af den hidtidige symbolske opfattelse af arkitekturen som det håndgribelige tegn for en højere virkelighed og lagde kimen til det moderne greb om arkitektur. (Bek, 2010)

‍

Fra betydning til funktion - et nyt paradigme 

Forslaget til mindesmærket for Ole Rømer blev tegnet i 1944. En tid hvor modulær arkitektur for alvor havde slået igennem i Europa såvel som det nye paradigme, der kom til at lægge til grund for den byggekultur, der udgør en stor del af bygningsmassen i dag.

Starten til midten af det tyvende århundrede karakteriseredes af befolkningsvækst og et stort behov for opførelse af boliger og genopbygning af Europas storbyer i krigens kølvand. Modulbyggeriet kunne møde dette behov og blev i sig selv et symbol på industriens effektivitet og tilpasningsdygtighed. 

I Danmark gik ‘Bedre Byggeskik’ forud for modulbyggeriet, som først fik sit gennembrud i Danmark med Bellahøjhusene i 1950. Foreningen Bedre Byggeskik blev stiftet i 1915 og udviklede tegningsskabeloner for de villaer, der i dag kendes som murermestervillaer. Foreningen udviklede og udbredte skabelonerne for at forbedre den arkitektoniske kvalitet i boligbyggeri ved at angive form og proportioner, samt anbefale enkle og gode materialer udført af dygtige håndværkere.

‘Bedre Byggeskiks’ skabeloner var en ny og generisk oversættelse af byggeriet, der tidligere havde været forankret i lokale byggeskikke og konditioner. Lige så lidt som dansk retskrivning blev en hjælp til bevaring af dialekter, blev Bedre Byggeskik en styrkelse af de lokale traditioner og ligesom retskrivningen blev skabelon husene udbredt på tværs af lokale skel. (Bek, 2010)

Som en optimering af Bedre Byggeskiks skabeloner, der beskrev sammenstillingen mellem enkeltdele for et overordnet ensartet udtryk, kom elementbyggeriet der var baseret på optimerede skabeloner af enkeltmoduler, som kunne stables og placeres i en uendelig række af muligheder. Bedre Byggeskik erstattedes af element og montagebyggeri og førte til oprettelsen af Boligministeriet i 1947, hvis hovedmål var at fremme ‘utraditionelt byggeri’.

‘if until that point (1940) the architectural project of a building functioned as a complete narrative, readable but not reducible to its syntactic elements, then with the triumph of modular architecture the very essence of a building was reduced to an assemblage of grammatical positions. This shift of perspective saw the transformation of the relationship between human and building, from one based on meaning, to one based on grammar of functionality.’ (Campagna, 2018, 29)

‍

Mytologiske og numeriske bearbejdninger

Modernismen forandrede forholdet mellem menneske og bygning og gjorde funktion og mål til primære parametre i formgivningen af livets rammer. Denne funktionalitetens grammatik underbyggedes af nye tekniske muligheder for at op- og udmåle det tyvende århundredes verden. I funktionalismens kølvand står verden i dag, som en realitet beskrevet gennem værdier og positioner, med andre ord tal. ‘Tecnic’ kalder Campagna dette paradigme, hvor tallet er en indiskutabel, objektiv og absolut sandhed om det objekt, det søger at beskrive. 

I konkurrenceforslagets plantegning står solen i sydvest og solurets gnomen trækker en lang skygge en fjerdedel før feltet XIV. Denne arkitektoniske mediator fortæller at klokken er kvart i fire. Soluret veksler mellem at oversætte tiden numeriske værdier og at mediere det enestående ved lysets ankomst, dets særlige vinkel i nuet, lysets formørkede møde med jordfladen gennem gnomen, der strækker sig op og ud mod kosmos. Tiden og rummet konstituerer hinanden netop på dette sted, og det erfares kropsligt og direkte.

‘Sand soltid’ er et sprogligt vidne om forskydningen mellem den direkte erfaring og den numeriske oversættelse. ‘Sand soltid’ er baseret på solens faktiske bevægelse over himlen, hvor middags-tidspunktet og timernes længde vil variere henover året. For at korrigere døgnets varierende længde indførtes en tidsjævning, der bevirker at solen ikke altid står højest på himlen når klokken er 12 men kan varierer mellem -14 minutter op til +17 minutter. (Almanak) Tidssystemet ‘middelsoltid’ gør tiden ‘tilregnelig’. Det danner dog en forskydning som konsekvens af at det er en bearbejdning af et egentligt fænomen. 

Det ovenfor beskrevne modulære byggesystem og middelsoltids-system virker begge gennem deres nummerisk bearbejdning af hhv. rum og tid. Deres succes er betinget af en værditillæggelse af det tilpasningsdygtige og globaliserede; det generiske. Solurets mediering og sand soltid virker gennem en direkte erfaring af lokal rum tid, en tilsvarende værditillægelse af disse børn af et dynamisk kosmos betinges af en helt anden optik på verden.

I Oldtiden bearbejdedes tiden gennem et mytologisk narrativ, hvor planeter og kosmiske fænomener blev klædt som guder, hvis handlinger var en ret præcis kortlægning af kosmiske begivenheder. Vores forfædre havde en omvendt værdisætning af det objektive videnskabelige og det betydningsdannende mytologiserede narrativ blandt; Hvor den eksakte videnskab var førstkommende og dermed den mest primitive måde at anskue verden på, var en kulturel bearbejdning gennem et mytologisk narrativ, en abstraktion og praktisk bearbejdning af den første primitive empiriske observation og matematiske notation. (Campagna, 2023)

‘Tecnic’ og oldtidens mytologiske narrativ er to eksempler på abstraktion og en bearbejdelse af verdensbilledet. Skarpt skåret ses det, i den ene at nutidens verden reduceres til dens mindste bestanddele, som et sprog, hvis betydning er dets grammatik. I den anden, hvor verden synes kaleidoskopisk og muligvis kausalt usammenhængende, med multiple dimensioner og sfærer; en verden genfortryllet af betydning gennem mytologi. 

‍

Et multidimensionelt motiv

Through mythologization, it is possible to imagine the cohabitation of different forms of existence as a kind of suspended equilibrium, where just as in the bosco, the statue reveals the meaning of the ivy at the same moment as the ivy eats into its stone. It is a space where death and life, eternity and time, reside intertwined, and no one dares to pronounce their preference for one or the other.’ (Campagna, 2023)

Renæssancehaven er en mikroskopisk kopi af universets struktur, ligesom det tidligere beskrevne bronzealder-solhjul symbol og renæssancehavens bosco bruges i citatet som en konkret metafor, der virker lig soluret. Ifølge Federico Campagna er den et eksempel ‘at det er muligt at forestille sig et kognitivt samarbejde mellem antropiske og ikke-antropiske kræfter.’ 

Soluret (og boscoen) er et eksempel på gensidighed eller, med andre ord, en udvidet ligevægt mellem natur, kultur og fænomen. Bronzealderens cirkel-kryds symbol kan klarere beskrives som en sammensmeltning af de samme tre - natur, kultur og fænomen. Trods denne forskel, er begge eksempler på byggeskik og virkelighedssyn, der forankrer mennesket i, en med andre arter og kræfter, ligeværdig virkelighed. En virkelighed, der består af flere dimensioner - ikke-antropiske, mytologiske og antropiske dimensioner - en multidimensionel realitet. 

I det igangværende paradigmeskifts er begge egnede modeller, der blandt andre eksempler kan danne et vokabular af muligheder og forandringer. Som i alle andre paradigmeskift virker forandringerne på to planer; som byggeskik (fysisk gestaltning/ kulturel produktion) der er et arrangement af klodens stof og som optik, der er et metafysisk arrangement af ‘verdens’ eksistenser (kosmogoni). De fysiske gestaltninger og metafysiske antagelser påvirker gensidigt hinanden i en dynamisk virkelighedsdannelse. 

Om arkitekturen i fremtidens virkelighedsmotiv, som Lise Bek skriver, ‘udspændt mellem forestillingerne om natur og kultur’, tegnes ud fra en sammensmeltning eller udvidet ligevægt mellem natur, kultur og fænomen er dog en svær profeti, men motivet må være multidimensionelt for at overkomme samtidens kriser. 

Tilbage til soluret, kan man forestille sig, hvordan pladsen ved Århus rådhus ville have stået svagt reflekterende og solvarm på en dag i maj og hvordan jupiter-gnomens karakterfulde skygge på granitstenene, ikke ville kunne skilles fra solens stråler bølgende gennem himmelrummet. I dette solmotiv står verden frem; fortryllende, men klart i sit polyfone og multidimensionelle motiv.

‍

‍

‍
Noter

Bek, Lise (2010). Arkitektur som synlig tale. IKAROS Press.
Bengt-Pedersen, Carsten (2023). Paradigme (videnskabsteoretisk begreb). Den Store Danske. Besøgt d. 3. maj 2024.
https://denstoredanske.lex.dk/paradigme_-_videnskabsteoretisk_begreb
‍Hansen, Hans Christian, Viggo S. Jørgensen, Henry Luckow-Nielsen. Forslag til et Minde for Astronomen og Fysikeren Ole Rømer i Parken ved Aarhus Raadhus. 1944. 
Mann, AT (1993). Sacred Architecture. Element Books. 
Nielsen, Christian Berg (2010). Overtalelsens kunst. Arkitektur som synlig tale. IKAROS Press. 
Campagna, Federico (2018). Tecnic and Magic. The reconstruction of reality. Bloomsbury. 
Almanak. Tidsjævning. Besøgt d. 8. maj 2024. 
https://www.suninfo.dk/pages/tidsjaevning_da.php
‍Almanak. Soltid. Besøgt d. 7. maj 2024.
https://www.suninfo.dk/pages/soltid.php
‍Kaul, Flemming (2024)samtale d. 30. maj 2024.
Campagna, Federico (2023) The Perfection of Myth. Tomorrow’s Myth. E-flux.
https://www.e-flux.com/architecture/tomorrows-myths/532329/the-perfection-of-mythology/
‍Berardi, Franco ‘Bifo’ (2021). Sensuous Prophecy. Prophetic Culture. Recreation for Adolescents. Bloomsbury. 
Oliver, Paul (1987) Dwelling. Value, Symbols and Meaning. University of Texas Press.

‍

Alle billeder i denne online udstilling er beskyttet af copyrights tilhørende
© [Hans Christian Hansen, Viggo S. Jørgensen, Henry Luckow-Nielsen] / VISDA